Gobo's historie

Gobo’s pionerer

Hvis du synes, at navnene Poul Tønder og Niels Svarrer lyder bekendt, så er det måske heller ikke ukendt for dig, at de er grundlæggerne af Gobo. Poul og Niels startede med lysudlejning tilbage i 70’erne, i Århus’ pulserende og hurtigt voksende teater- og musikmiljø. Ungdoms-kammeraterne var visionære, frygtløse og arbejdsomme. Snart blev skole og uddannelse skiftet ud med turneer og servicering, og de var de eftertragtede leverandører indenfor belysning og teknisk udstyr. 

Niels og Poul er stolte af, at Gobo stadig i dag er first-movers på produkter og er med til at udvikle markedet. Og teamet i Gobo i dag bærer med stolthed faklen videre.

Back in the days, med Niels Svarrer

I slutning af 60’erne skete der en voldsom udvikling af teatret i Danmark. Det var starten på gruppeteaterbevægelsen.
Gruppeteaterbevægelsen opstod først i København, men på kort tid, var ideerne nået til Århus bl.a. med en person som fik stor betydning for den ene af GOBO’s grundlæggere, Niels Svarrer.
Det var en Christian Ludvigsen, som havde været med til at starte avantgarde-teater FIOLTEATRET i København. 
Christian Ludvigsen ønskede at starte en universitetsuddannelse i Århus og det kom også i gang i 1971 i Den gamle By, og det stadigvæk, den dag i dag muligt at tage en bachelor i dramaturgi på Århus universitet.
Det er på dette tidspunkt Niels Svarrer kommer ind i historien, for i 1974 startede han på denne nye uddannelse. Niels fortæller: Det var en voldsom omvæltning for mig, fordi jeg kom fra et helt andet miljø. Ud over min egen undervisning blev jeg kastet ud i at lave teknik til de elever som skulle afslutte deres første del på Dramaturgi, som faget hedder. Vi var på gruppeteater festival i Odense, næsten inden vi var kommet i gang på faget, og mødte mange meget interessante personer, som vi fik rigtig meget inspiration fra. Som studerende rejste vi også en del rundt og skabte kontakter og så mange spændende teater- forestillinger og mødte mange interessante teatermennesker, som svenske Nationalteatern med Rockormen, Teaterkollektivet Jordcirkus og vi besøgte Skandinaviens første ”Black Box” i Stockholm.

"Efter at have lavet mange teaterprojekter på utrolig kort tid, mente jeg at det var på tide at fortælle min gamle ven Poul Tønder fra min fødeby, at her var noget man var nødt til at prøve" fortæller Niels.

Grundlægger-duoen var skabt!

Back in the days, med Poul Tønder

Pouls interesse for lys startede i teknikrummet på Dramaturgi, hvor han og Niels studerede i 70'erne.

"Det var før, der fandtes en industri. Vi lånte udstyr på Dramaturgi eller teatre, indtil det blev for pinligt, så blev de første lamper købt, og i 1978 etablerede vi institutionen Byens Lys, som senere blev til Gobo. Ambition var altid, at sælge de bedste produkter på markedet" fortæller Poul. 


Poul fik på et tidspunkt, et ni måneders stipendiat til at studere Lysets Psykologi på DAMU i Prag og fulgte opsætninger med Josef Svoboda og Kvetoslav Bubenik på Smetana teatret.

Poul er fortsat medejer og medlem af bestyrelsen.